Smartlog v3 » Ravnens skrig » Hjerneskaden
Opret egen blog | Næste blog »

Ravnens skrig

En nybegynders første skridt ind i blogosfæren

Hjerneskaden

17. Nov 2007 23:51, Ravnens skrig

Jeg husker tydeligt den dag, mandag d. 22. januar 2007.


Det havde sneet kraftigt den morgen, og i morgentrafikken på Køgebugt motorvejen var 50 biler stødt sammen, i ét stort harmonikasammenstød, og ved Roskilde var der 40 biler der var braget sammen.

Jeg selv havde sovet længe, det havde været en lang søndag, og en meget langvarig telefonsamtale havde holdt mig vågen til kl. 4 mandag morgen.
Jeg havde haft et par sygedage, fordi jeg havde haft lidt feber, og havde derfor været sygemeldt siden onsdag.

Men nu var det mandag, og jeg måtte begive mig på job. Jeg arbejder normalt på nogle underlige tidspunkter, så der var intet unormalt i at jeg bevægede mig ud af døren kl ca. 15:45.
Uden for var der megen sne og jeg sjoskede hen imod bilen, iført overalls og en tynd fiberpels, og det milimeter korte hår, ydede ingen beskyttelse imod snestormen.  "Det skal blive godt at komme inden for i bilen" var min tanke.

Men nej, alle dørene i bilen var frosset fast, nu da vinteren havde besluttet sig for at kommen til Danmark.
Efter at have overvejet at tø bilen op med varmt vand, sagde jeg til mig selv:
"Der er endnu ingen der har taget skade af at GÅ på arbejde."

Og som sagt, så gjort, og efter et kvarters tids vandring igennem snemasserne, nåede jeg forretningen.
Da jeg kom ind af døren, så rodede jeg lidt med lynlåsen, den var frosset fast og ville først åbnes efter et par minutter. Imens, jeg snakkede lidt med chefen der var glad for at se mig igen.

Imens var lynlåsen tøet op og jeg smed fiberpelsen og satte mig ned for at arbejde.

Og fra DET ØJEBLIK, var det at min verden ændrede sig voldsomt.

Jeg blev pludselig svimmel, og sad og forsøgte at sunde mig lidt.
Telefonen ringede, en kunde ville vide om hans Viasatabonnement kunne fortsætte i hans venindes navn, når nu hans veninde flyttede ind hos ham. Og jeg fandt mig selv, ude af stand til at give kunden et fornuftigt svar, jeg kunne kun svare i vage vendinger, fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle svare.
Jeg fik sagt pænt farvel til kunden og lagde røret på.
Jeg sad stadig svimmel på stolen, men huskede at jeg knapt 9 måneder tidligere havde haft det lidt på sammen måde.

Dengang var jeg blevet ekstremt svimmel på et øjeblik og kunne kun klamre mig til bilen, som jeg lænede mig op ad. Lidt efter kastede jeg op, og havde underlige synsforstyttelser, som dog mest skyldtes at mit hoved "sejlede rundt"
En ven var venlig at køre mig til skadestuen, der blev jeg henvist til lægevagten og efter en times tid var symptomerne ved at være døet hen.
Lægevagten mente at det kunne være "en virus på ballancenerven"

Nu er jeg ikke en person, der bare stiller mig tilfreds med en letkøbt forklaring fra en læge, så jeg spurgte lægen om hvad diferentialdiagnoserne kunne være?

"Det kunne også være, sagde hun; et TCI tilfælde, en forbigående forstyrrelse i blodforsyningen til hjernen. Men når nu at symptomerne var forsvundet så hurtigt, var  det sikkert bare en "virus"
Den værste svimmelhed var væk, og den resterende "sejlen" forsvandt næsten i løbet af den følgende måned.

Nå, tilbage på min stol på værkstedet. Telefonen ringede igen og en kunde ville gerne have et servicebesøg. Jeg noterede kundens adresse, men kunne ikke finde ud af at skrive telefonnumeret ned. Jo de første 4 cifre gik udemærket, dem havde jeg skrevet til bevidstløshed, da de jo er de sammen i det meste af byen, men de 4 sidste cifre, kunne jeg ikke finde ud af at skrive. Jeg skulle bla. skrive et syvtal, og jeg kunne simpelt hen ikke finde ud af hvor det syvtal skulle stå, jeg kunne høre at der indgik et syvtal i talordet, men kunne ikke finde ud af om det skulle først eller sidst. Efter en længere samtale om telefonnummeret, fik jeg afslutet samtalen med bevistheden om at nummeret sikkert kunne aflæses af min chef via, nummerviseren.

Jeg besluttede at gå op til min chef og melde mig syg, og gik derefter hjemad.

Da jeg kom inden for døren, var jeg godt kold, jeg satte mig ned og ville bare under dynen for at få varmen, men tænkte at det var måske ikke så smart, hvis jeg var ved at blive alvorligt syg, jeg måtte hellere holde mig vågen, så jeg satte mig ned.
Det ved at blive mørkt og jeg ville tænde for lyset, men opdagede til min forundring, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle tænde for lyset. Det var lidt skræmmende, men jeg lod mig ikke helt slå ud, jeg vidste jo at jeg havde en en stor computerskærm, der kunne oplyse en del af lejligheden. Jeg rakte ud efter computeren, men opdagede til min rædsel at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle tænde for den, jeg havde en fornemmels for at jeg skulle trykke på et eller andet, men jeg havde ingen anelse om hvor.

Fra det øjeblik blinkede samtlige alarmlamper lamper rødt inde i mit hoved, og alle sirener og alarmhorn gik af, NU var jeg i døsens alvorlig knibe, på et øjeblik stod det klart for mig, at jeg måtte ha fået en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning. Og angsten for at falde død eller bevidstløs om øjeblikkeligt, gennemrystede mig.
Jeg måtte ud hvor nogen kunne hjælpe mig, jeg skyndte mig i overtøjet, tog mobilen og nøglerne med, og dybt vemodigt tog jeg afsked med min lejlighed, det var måske sidste gang jeg så min lejlighed igen.

Ude på gangen ringede jeg på naboens dørklokke og håbede at de var hjemme.

Arkiv